Handelsliv

Handelslivet skal have rammerne til at blomstre og skabe gode indkøbsoplevelser og stunder for alle, der besøger og handler i Herning Kommune. Herning skal også i fremtiden være Midt- og Vestjyllands handelsby. Derfor vil vi i tæt samarbejde med aktører på tværs af det private og det offentlige, kultur og erhverv arbejde for, at Herning Kommune er på forkant af udviklingen ved at have et efterspørgselsdrevet handelsliv. Det er en del af vores DNA. Det har det altid været, og det skal det blive ved med at være.

Vi arbejder for at skabe levende bymidter. Bymidterne skal være et trækplaster – et mødested. Der er opmærksomhed på, at byen ikke kun bruges til handel, men også til ophold. Det betyder at bymidten skal indeholde et bredt udbud af forskellige funktioner blandt andet et velfungerende handelsliv, formelle og uformelle mødesteder, spisesteder, kulturinstitutioner, kundeorienteret (service)erhverv.

Derfor vil vi turde skifte retning og turde gå forrest på vigtige satsninger. Dette skal understøttes gennem fysisk planlægning, der skaber de bedste rammer for et driftigt og innovativt handelsliv.

Hernings historie og DNA er kendetegnet ved en særlig iværksætterånd, energi og drivkraft. Viljen og modet til at skabe udvikling er blevet drevet af erkendelsen af, at meget lidt kommer af sig selv. Ved at opsøge nye muligheder og stå sammen med virksomhederne om at løse udfordringer, vil Herning Kommune understøtte og drive erhvervsudviklingen, så vi sikrer innovation, arbejdspladser og vækst.

Herning Kommune har med afholdelse af internationale events, messer, kulturaktiviteter og kreative erhverv en styrkeposition på det oplevelsesøkonomiske område. Der er dog stadig potentiale for vækst - særligt knyttet til værdikæderne, samspillet med byen samt til kundepleje/business-events i tilknytning til kulturaktiviteter.

Derfor er det vigtigt at forfølge de potentialer, ved blandt andet at motivere flere gæster til at blive i længere tid og på den måde være med til at få flere kunder til detailhandlen samt til restauranter, caféer og hoteller.

Handelslivet er stadig den væsentligste drivkraft for livet i de danske bymidter. Ifølge Institut for Centerplanlægning (ICP) er blandt andet ændrede indkøbsvaner, øget e-handel og modernisering af Planloven med til at ændre bymidternes indhold og funktioner.

Gennem en efterspørgselsdrevet udvikling vil Herning Kommune være på forkant med forandringen i detailhandlen. Der skal tages udgangspunkt i målgruppen, aktuelle tendenser, trends og vilkår for at sikre et moderne handelsliv.

Herning Kommune vil samarbejde med alle aktører, der har en interesse i at understøtte, fremme og udvikle detailhandlen i såvel city som center- og omegnsbyerne. Gennem en løbende proces med stor ekstern involvering vil Herning Kommune arbejde for at skabe tidssvarende og attraktive handelsmiljøer, som er på forkant og driver udviklingen med målgruppen i fokus. Der vil være fokus på at skabe agile rammer, der kan rumme den omskiftelighed og de hurtigt skiftende megatrends, som påvirker, udfordrer og ændrer detailhandlen, som vi kender den.

Herning Kommune vil arbejde med og ikke mod udviklingen, så detailhandlen fortsat blomstrer og skaber gode indkøbsoplevelser og stunder for alle. Herning Kommune vil danne grundlaget for, at detailhandlen også fremadrettet har sin berettigelse.

Erhvervsløftet

Vi vil noget sammen i Herning

I Herning vil vi være på forkant med vores omverden. Men at komme foran kræver mere end ord. Vi skal være enige om noget, tro på det samme, og vi skal gøre noget. For det er det, vi gør i Herning. Vi handler. Og vi handler sammen.

Der er en virkelyst og en samarbejdsvilje, der gør, at vi kan løfte noget lokalt og sætte dagsorden nationalt og internationalt.

I Herning findes der et stærkt potentiale på tværs af aktører, på tværs af det private og det offentlige, kultur og erhverv. Det er en del af vores DNA. Det har det altid været, og det skal det blive ved med at være.

Derfor giver Herning Kommune et løfte til vores lokale erhvervsaktører om, hvordan vi vil gøre vores del for, at vi i fællesskab lykkes med at løfte vores erhvervsliv ind i fremtiden.

Rammerne for erhvervsløftet er udarbejdet i dialoger med knap 200 erhvervsaktører, herunder virksomheder og iværksættere bredt repræsenteret samt en lang række erhvervsfremmeaktører, erhvervsorganisationer, videns- og uddannelsesinstitutioner.