Udviklingen i landbruget medfører en gradvis reduktion i antallet af husdyrbrug, samtidig med, at husdyrbrugene bliver større, i både areal og antal dyr. Ændringerne har betydning for beskæftigelses-, indtægts- og bosætningsmuligheder i landdistrikterne, samt betydning for beskyttelsen af natur, miljø og landskabelige værdier. Det er derfor nødvendigt med en planlægning, der er afbalanceret i forhold til de mange forskellige interesser i landdistrikterne. Nye produktionsformer og teknologier i landbruget giver i denne sammenhæng nye perspektiver for at forene hensyn til natur-, miljø-, og landskab med hensyn til et økonomisk bæredygtigt jordbrugserhverv, der fortsat kan producere fødevare mv. til ind- og udland.
Der er en forventning om, at en del af landbrugsarealerne i løbet af de kommende år skal ændre anvendelse, særligt i lys af den grønne trepartsaftale. I denne omlægning af landbrugsarealerne er det væsentligt fortsat at sikre areal til fødevareproduktion. Yderligere skal der forsat være vækst- og udviklingsmuligheder i landbrugserhvervet.
Udpegninger
Udpegningen i kommuneplanen for særligt værdifulde landbrugsområder og store husdyrbrug er anbefalinger. Det skal understreges, at der for den enkelte landmand gælder de samme regler indenfor, som uden for udpegninger. Udpegningen er en såkaldt positiv udpegning, der har til formål at sikre landmandens investeringsmuligheder. Der vil altid skulle foretages en konkret vurdering.
Ud over planlægningen gennem kommuneplanen, er landbruget reguleret af anden lovgivning. Her skal især nævnes lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug (husdyrbrugloven) med tilhørende bekendtgørelser, der ligeledes sætter rammer for landbrugets udvikling.
Udpegningen af, hvor store husdyrbrug skal placeres, er dermed ikke til hinder for, at driftsanlæg og bygninger til store husdyrbrug kan placeres andre steder i det åbne land. Udpegningen af særligt værdifulde landbrugsområder (SVL) ændrer ikke ved, at den øvrige landbrugsjord fortsat kan dyrkes, indgå som harmoniareal mv.
De naturområder, der ligger inden for udpegningerne af SVL, er stadig beskyttede, på lige fod med de naturområder, som ligger uden for SVL-områderne. Udpegningen skal således ikke ses som et udtryk for en lempelse af de vurderinger, der ligger til grund for en tilladt kvælstofbelastning - for eksempel i forbindelse med den konkrete vurdering ved kvælstofbelastninger på naturområder.
Særligt værdifulde landbrugsområder
Staten skal udarbejde og offentliggøre analyser for jordbrugserhvervet. Analyserne foretages mindst én gang i hver valgperiode. Analyserne skal danne baggrund for kommunens udpegning af særligt værdifulde landbrugsområder.
Landbrugsstyrelsen har, i samarbejde med kommunerne, udarbejdet jordbrugsanalyser til brug i den kommunale planlægning. Staten sætter krav om, at kommunerne benytter jordbrugsanalysen som grundlag for planlægning for landbruget. Hermed sikres jordbruget en plads i den fysiske planlægning på linje med de andre interesser i det åbne land.
De stigende miljøkrav, samt inddragelse af arealer til ikke-jordbrugsmæssige formål gør, at landbrugserhvervet er under et stigende pres. Det er derfor vigtigt, at der gives mulighed for, at landbruget kan udvikle sig i fremtiden.
Kommuneplanen varetager de jordbrugsmæssige interesser, ved blandt andet at udpege de særligt værdifulde landbrugsområder. En række områder, der på grund af deres nuværende status eller planlagte anvendelse ikke er forenelige med udpegningen til særligt værdifulde landbrugsområder, er udeladt. Det drejer som om følgende områder: Byer og landsbyer, Områder til byudvikling, Ferie- og fritidsområder, Vejanlæg, Reservationer til nye infrastrukturanlæg, § 3 udpegninger efter Naturbeskyttelsesloven, Natura2000-områder, Forsvarets øvelsesområder, Fredskov og egekrat, Markdrift, hvor terrænhældningen er over 6 %, indsatsområder for grundvand, Råstofområder, lavbundsarealer og Grønt Danmarkskort, dog ikke potentiel natur og potentielle økologiske forbindelser, medmindre det er et område udpeget som lavbundsarealer.
Store husdyrbrug
Store husdyrbrug defineres som de husdyrbrug, der er godkendelsespligtige efter husdyrbrugloven. De retningslinjer, som fastlægges i kommuneplanen, kan dog ikke tilsidesætte den normale godkendelsesprocedure efter husdyrbrugloven. Det betyder, at udpegningen i kommuneplanen skal ses som en positivudpegning, der, efter husdyrbrugloven, ligger ud over den normale godkendelsesprocedure.
Positivudpegningen har det formål at give landmanden en større investeringssikkerhed i forbindelse med udvidelse af eksisterende eller placering af nyt produktionsanlæg. Det hindrer ikke placering, udvidelse og ændring af store husdyrbrug uden for disse områder, så længe de ikke strider mod udpegningsgrundlag og anden lovgivning, jf. kommunens retningslinjer.
Supplerende redegørelse til jordbrugsanalysen
Supplerende redegørelse til jordbrugsanalysen fra Landbrugsstyrelsen, i forhold til beskrivelse af jordbrugserhvervets natur- og miljøgivende forhold.
Denne redegørelse er et supplement til jordbrugsanalysen, der har været det primære grundlag for den valgte metode til udpegning af særligt værdifulde landbrugsområder.
Udviklingen i husdyrbrug
Med baggrund i den konkrete sagsbehandling de seneste år, har Herning Kommune en forventning om, at landbruget vil udvikle sig således, at der kommer færre men større enheder. Herning Kommune har oplevet en udvikling, som går mod, at landbrugene i større grad enten er rene fritidslandbrug, uden særlig mange dyr, eller er brug, hvor der er en eller flere medarbejdere til at drive bruget. Dermed er der sket en tilbagegang af de landbrug, hvor der kun har været ejeren til at drive det, eller hvor det er drevet på deltid. Årsagen til denne udvikling er vurderet til primært at være driftsomkostninger, samt omkostninger ved reinvesteringer i produktionsapparater, som er svære at forrente for små landbrug.
Udviklingen i landbrugsareal
Herning Kommune er landets 3. største arealforvalter, med et samlet areal på 1.323 km2. Jordbrugserhvervene forvalter størstedelen af landarealerne i kommunen.
Der er i Herning Kommune en forventning om, at der sker en arealudvikling, som ikke adskiller sig væsentligt fra arealudviklingen på landsplan. Dette beror på, at Herning Kommune, i lighed med andre kommuner, skal leve op til de forpligtelser, som sikrer, at der bliver etableret mere skov, udtaget lavbundsjord skabt nye områder til beskyttelse af dyre og planteliv. Endvidere bliver landbrugsarealet også inddraget til byudvikling.
Grundlæggende har Herning Kommunes metode til udpegning af særligt værdifulde landbrugsområder været baseret på en bred definition af, hvad der er særligt værdifulde landbrugsområder. Det sikrer, at det størst mulige areal til landbruget, under gensidig hensyntagen til byudvikling, miljø og sikring af naturværdier.
Der er over de sidste fire år ikke sket væsentlige ændringer i landbrugsstrukturen i Herning Kommune.