Bynatur

Bynaturen gør lokalsamfundene attraktive og er en væsentlig faktor i et bosætningsperspektiv.

Derfor vægter vi tilgængelighed til natur, kultur og mødesteder for alle borgere og sætter rammerne for, at der er mulighed for en aktiv hverdag i vores naturområder, byrum, fællesarealer og stiforbindelser.

Bynaturen kan bruges som uformelle mødesteder for borgere og foreninger. De inviterer til forskellige aktiviteter og kan være steder til fordybelse, sanseoplevelser, motion og oplevelse af årstidsvariationer. Udviklingen af bynatur i kommunens lokalsamfund tager afsæt i de stedbundne kvaliteter.

I Herning Kommune vil arbejde med naturen og med vandet. Vi vil styrke de strategiske sammenhænge mellem eksisterende natur, byrum, byudviklingsområder og koblingen til de større landskaber, skove og naturområder uden for de enkelte byer og lokalsamfund – det handler blandt andet om at muliggøre forbindelser og faciliteter til borgere, virksomheder og foreningsliv.

Træer i byerne tilbyder læ og ly – og er pejlemærker, vi kan orientere os efter. Det gælder både for et enkeltstående karakterfuldt træ eller for en samling af træer, herunder også bynær skov.

  1. De på kortbilag 2 udpegede arealer til bynatur skal friholdes for byggeri, anlæg og andre indgreb, der ikke knytter sig til det pågældende områdes funktion. Arealerne skal bevares og udvikles ud fra en konkret vurdering, der tager forbehold for funktions-, natur- og klimamæssige hensyn.
  2. Ved planlægning, byudvikling og byomdannelse samt ændringer i lokale forhold, såsom ændringer i vejføring, skal særligt værdifulde træer og beplantninger som udgangspunkt bevares og beskyttes og kan kun fjernes på baggrund af en konkret vurdering.
  3. Ved byudvikling i byranden og langs indfaldsveje skal der i planlægningen indtænkes god sammenhæng mellem by og land i form af landskabelig bearbejdning for eksempel beplantning.
  4. Ved planlægning, byudvikling eller byomdannelse skal der sikres nærhed og adgang til bynatur, eventuelt gennem nyanlæg af grønne områder, bynær skov og stiforbindelser.
  5. Ved planlægning og omlægning af veje skal der på strækninger, som vurderes egnede ud fra eksempelvis arkitektoniske forhold og trafiksikkerhedshensyn, etableres vejplantninger
  6. Ved planlægning og nyanlæg samt omlægning af grønne områder skal der som udgangspunkt indtænkes variation og bæredygtighed med hensyn til valg af beplantningstype og drift
  7. Ved byudvikling eller -omdannelse skal der søges skabt lokale løsninger på øgede vandmængder som følge af klimaforandringer, og vandelementer skal søges udnyttet som rekreativt element

Bynatur i Herning Kommune omfatter: Parker og havekunstanlæg, grønne friarealer, idrætsarealer, bynære skove, vandløb og åer samt beplantninger i byrum, langs veje og stier. I Herning Kommunes parkpolitik er det beskrevet, hvordan de bynære grønne områder skal forvaltes. Herning Kommunes parkpolitik skal sikre de grønne områders tilstedeværelse og indhold, så der fortsat bliver udviklet en bred vifte af grønne tilbud med varierede formål og funktioner. Det gælder såvel i Herning, forstæderne og centerbyerne som i de mindre byer.

Herning Kommune vil arbejde for at der inden for byzonen ikke er mere end 300 m fra en bolig til nærmeste grønne område eller grønne forbindelse. Afstanden hænger sammen med hyppigheden af besøg i de udlagte rekreative områder. Og fordi bynatur og adgangen hertil understøtter en aktiv hverdag til gavn for borgere, forenings- og fritidsliv.

Bynatur bidrager til bedre byer. Først og fremmest byder parker og grønne områder på mange muligheder for rekreation, leg, bevægelse og motion. De grønne områder i byerne er fysiske og mentale åndehuller, hvor man kan nyde frisk luft, komme på afstand af trafikstøj, motionere, opleve naturens gang og årstidernes skiften.

Derudover bidrager byens grønne områder og grønne elementer, såsom vejplantninger, til at skabe variation, struktur og genkendelighed i bymiljøet, en større oplevelsesværdi samt et smukkere og mere varieret bymiljø.

Bynatur kan være med til at markedsføre en by eller et lokalsamfund og tiltrække indbyggere, turister mv. Et grønt, attraktivt miljø øger arbejdspladsens prestige og tilfredsheden blandt medarbejdere og i boligområder er nærhed og udsigt til grønne områder, vand og store træer med til at øge områdets attraktivitet. Der er i Herning kommune flere anlæg af national betydning og interesse, som i det daglige har stor betydning og er værdiskabende for vores indbyggere.

Byens grønne struktur spiller også en vigtig rolle i byernes strategier for at tilpasse sig klimaforandringerne og deres konsekvenser, som for eksempel øget nedbør og oversvømmelser. Det betyder blandt andet at de grønne strukturer i højere grad skal sammenbindes med de blå strukturer (vandløb, åer, lavbundsjorde mv.) gennem kiler/korridorer og derved skabe et samlet klimatilpasningsnetværk for de enkelte byer og lokalsamfund.

Bynær skov er med til at beskytte vores grundvand og byens træer er med til at formindske luftforurening og tilbyder læ for vind og ly for solen på varme dage. Fremtidens grønne profil i byerne understøttes ved udpegning af eksisterende træer til bevaring, og hensigtsmæssig indplantning af nye træer ved udvikling og nyanlæg. Der er et stort biologisk, rekreativt og oplevelsesmæssigt potentiale i at arbejde for, at træers gennemsnitslevealder i byerne hæves – det handler om at opnå et tilstrækkeligt grundlag for succesfulde plantninger i planlægnings- og anlægsfasen.

Udvikling

De blå og grønne strukturer i vores byer og lokalsamfund skal udvikles og forbedres. Det betyder blandt andet, at den skal udvides i takt med byudviklingen for at sikre nærhed til et grønt område i nye byområder. Derudover skal den udbygges ved etablering af flere grønne forbindelser til de grønne områder eller bynær natur – og der skal arbejdes med at koble de grønne strukturer med de blå strukturer (vandløb, åer, lavbundsjorde mv.) gennem kiler/korridorer og derved skabe et samlet klimatilpasningsnetværk for de enkelte byer og lokalsamfund.

Bynatur skal samlet tilbyde en bred vifte af oplevelsesmuligheder for brugerne, både med hensyn til udformning, karakter og funktion. Dette skal sikre, at flest muligt borgere får glæde af områderne.

Blå-grøn ring

Inden for emnet bynatur arbejdes der med en bærende blå-grøn struktur, som omslutter Herning by og forstæderne samt kiler, der forbinder ringene med hinanden, byen og landskabet.

Særligt for Herning By vil der være et fokus på at udvikle og forbedre en blå-grøn ring om byen. Med fokus på den rekreative brug af de grønne områder og de søer og åer som ligger tæt ved Herning. Den blå-grønne ring er væsentlig, fordi den, udover at bringe naturen tættere på de om- kringliggende byer, også danner naturrige ankomstværdier for Herning og omegnsbyerne.

Den „blå“ ring - den indre ring - er det nærrekreative „vandbånd“ og udgør de karakteristiske vådområder, sødannelser og vandløb, som omslutter selve Herning by med dets blanding af idrætsanlæg, parker, naturområder og i en vekselvirkning med arealer i landbrugsmæssig drift. Der er fokus på at arbejde med vandet som ressource (opbevaring og lagring) og opmærksomhed på dimensioner på bassin sammenholdt med areal til øvrige rekreative elementer.

Den „ydre“ ring som befinder sig i det åbne land udgør et grønt bælte med naturområder til udflugts- og landbrugsmæssige formål for Herning og de omkringliggende byer. Der arbejdes blandt andet med en klar defineret byudviklingsgrænse mod det åbne land, således at de karakteristiske landskabstræk og udsigtslinjer bevares.

Den „grønne“ ring er de bynære grønne områder, som tegner en grøn ring om byen og har oftest offentlig adgang. Ringene er nært forbundet med de mange grønne kiler der strækker sig fra Herning by ud mod det store, åbne land og giver således bysamfundene nær adgang til grønne områder.

Kilerne forbinder den „blå“ ring med den „ydre“ ring, der adskiller forstæderne og fungerer som sammenhængende grønne korridorer. Principperne for arbejdet med den blå-grønne ring skal ligeledes indtænkes i arbejdet med bynatur i kommunens centerbyer.

Bevaring

Det er væsentligt at bevare de eksisterende grønne områder, grønne kiler og korridorer samt sikre deres anvendelse til rekreative formål. Herning Kommune har udpeget en række særligt vigtige grønne områder som bevaringsværdige. Flere af disse er desuden udpeget som kulturmiljø og skal beskyttes som sådan.

Gevinsten ved at bevare eksisterende beplantning er særligt stor i en kommune som Herning, hvor vækstbetingelserne kan være vanskelige.  Der er udarbejdet en registrering af bevaringsværdige træer og beplantninger i Herning by. Registreringen udvikles i takt med lokalplanlægning og anlægsprojekter i hele kommunen.

Der er stor biologisk, rekreativ og oplevelsesmæssig værdi forbundet med træer og beplantning i bymiljøet, herunder særligt bevaringsværdig beplantning. Særligt store træer er rumskabende elementer, som hjælper med skalaforståelse og som pejlemærker i byen, som vi kan orientere os efter. Dette gælder både for et enkeltstående karakterfuldt træ eller for en samling af træer, herunder også bynær skov.

Bæredygtighed

Der er et stort potentiale for i højere grad at bruge natur i byen aktivt i byudviklingen og samtidig styrke sammenhængen mellem natur, miljø og klimaindsatser. I den kommende planperiode sættes der yderligere fokus på natur i bynære sammenhænge, hvor der ses på mulighederne for at skabe mere og bedre bynatur til gavn for både borgere, biodiversitet og bykvalitet generelt. Som en del heraf arbejdes der for at rejse mere bynær skov, hvor træerne også danner ramme for oplevelser og friluftsliv samt forbedrer naturindholdet. Udpegning af bynatur er således en indsats i klimaplanen og en måde at fremtidssikre byer og lokalsamfund, så de bliver i stand til at trives på trods af fremtidige klimaændringer.

Ved nyplantninger og retablering af beplantning langs veje og i grønne områder skal der som udgangspunkt søges skabt større variation i naturindholdet i byerne med hensyn til artsvalg og beplantningstyper. En bred variation i beplantninger øger biodiversiteten og reducerer risikoen for, at al beplantning går tabt i tilfælde af sygdomsangreb. En stor variation i byernes beplantning øger desuden oplevelsesmulighederne for brugerne.

Herning Kommune tilstræber at anvende de mest bæredygtige metoder og arter i planlægning og drift af kommunens egne arealer med henblik på fortsat at nedbringe miljøbelastningen.

Vand i byen (klimatilpasning)

Der anlægges i stigende omfang regnvandsbassiner og lignende åbne anlæg til håndtering af regnvand i de bynære områder. Ved nye anlæg i områder, der enten har potentiale til at indgå i den grønne struktur eller allerede indgår i den, bør det derfor sikres, at anlægget tilpasses området og vandelementet bidrager til at højne områdets rekreative værdi. Der arbejdes med klimatilpasset planlægning efter princippet ”Planlæg, Forebyg og Skab plads til vandet”.

Samarbejde

Et tæt samarbejde med borgerne og relevante brugergrupper kan være med til at højne kvaliteten og samtidig øge viden om og muligheder for at bidrage til den fortsatte udvikling af byernes grønne områder. Herning Kommune har blandt andet til dette formål en borgersamarbejdspulje for projekter i de bynære grønne områder. Derudover vil Herning Kommune også indgå i grønne partnerskabsprojekter, som udspringer af lokale ønsker med bidrag fra borgerne.