Spildevand er rent lovgivningsmæssigt et bredt begreb. Det omfatter bl.a. husspildevand i det åbne land og i byområderne (sanitært spildevand), spildevand fra erhvervsvirksomheder (processpildevand), jernholdigt grundvand, afværgevand fra jord- og grundvandsforureninger, samt regnvand fra tage og øvrige befæstede arealer såsom veje og parkeringspladser.
Herning Kommunes spildevandsplan angiver, hvordan spildevand og regnvand skal håndteres inden for kommunen.
Regnvand bliver nedsivet lokalt eller bliver ledt til regnvandsbassiner, som renser og forsinker vandet inden det ledes videre ud i vandløbene.
Spildevand fra alle de kloakerede områder ledes til renseanlæg, hvor det bliver renset inden det bliver ledt ud i vandløbene. Håndteringen af spildevand optimeres løbende f.eks. ved at nedlægge små renseanlæg og samle spildevandet på større og bedre anlæg. Et andet greb er separation af fælleskloak og at nedlægge overløb, så udledningen af opspædet spildevand reduceres.
På sigt forventes det, at der skal placeres et nyt centralrenseanlæg for Herning i den nordlige del af kommunen. Der forventes ligeledes ændringer i renseanlægsstrukturen for den sydlige del af kommunen.
Herning Vand er det eneste spildevandsforsyningsselskab i Herning Kommune. De ejendomme, der ligger i det åbne land, er ikke tilsluttet Herning Vand A/S´ kloaksystem. Spildevand herfra renses oftest mekanisk i bundfældningstank. Efter bundfældning kan spildevandet ledes til yderligere rensning, til nedsivning i jorden eller til udledning i dræn, grøfter eller vandløb.
Kommunen skal give tilladelse til afledning af spildevand og regnvand. Der stilles krav i tilladelserne som skal sikre, at udledningerne til vandområderne sker miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt, samt at nedsivning ikke skader jord og grundvand.